700x380sortlogo
700x380hvid logo
⌘K
Forside Foredrag Brug for samtale? Ressourcer Blog Om os Kontakt os
STØT OS
Forside
fForedrag
bBrug for samtale?
Ressourcer
Blog
oOm os
kKontakt os
STØT OS
Tilbage

Kan der være noget positivt i psykisk lidelse?

Nyheder
Rune Kærlet·21/10-2026· 6 minutter

Kan der være noget positivt i psykisk lidelse?

Jeg faldt for nylig over en artikel på det norske Psykologisk.no med overskriften: »Psykiske lidelser gør også folk stærkere.«

Den fangede min opmærksomhed. Ikke mindst fordi jeg synes, den har en interessant vinkel, når vi ser den i lyset af den kristne tro. Psykologiprofessor June Gruber fra University of Colorado og hendes forskerkolleger har gennemgået forskning, som peger på, at nogle mennesker udvikler nye personlige styrker gennem deres erfaringer med psykiske lidelser.

Blandt andet henviser de til undersøgelser, der finder en sammenhæng mellem visse psykiske lidelser og større kreativitet. Andre undersøgelser peger på, at mennesker, som har oplevet depression, kan være mere villige til at samarbejde. Forskerne peger også på, at nogle mennesker gennem deres kamp med psykisk lidelse udvikler større selvindsigt, modstandskraft og nye måder at møde livets udfordringer på.

Det interessante er altså, at nogle mennesker ikke bare kommer igennem en svær periode. De kan også udvikle sig som mennesker på grund af det, de har været igennem.

Nogle mennesker gennem deres kamp med psykisk lidelse udvikler større selvindsigt, modstandskraft og nye måder at møde livets udfordringer på.

Forskerne understreger samtidig, at de ikke ønsker at romantisere psykisk sygdom. Deres pointe er snarere, at vi må have et mere helhedsorienteret syn på mennesket. Et menneske er mere end sin diagnose og sine vanskeligheder. Det ramte noget i mig.

For Bibelen fortæller faktisk flere historier om mennesker, hvor Gud lod noget godt vokse frem netop gennem det svære, de oplevede.

Tænk på Josef fra Det Gamle Testamente. Han blev svigtet af sin egen familie, solgt som slave og senere kastet i fængsel. Mon ikke han har kæmpet med tankemylder, ensomhed, mistillid, følelsen af værdiløshed og angst for fremtiden? (1 Mos 37–41). Eller hvad med Paulus fra Det Nye Testamente? Han blev pisket, stenet, fængslet og oplevede flere skibbrud og gentagne livstruende situationer. Mon ikke sådanne voldsomme og traumatiske oplevelser har givet ham perioder med angst, søvnløse nætter, indre uro, udmattelse og følelsen af ikke at kunne klare mere? (2 Kor 1,8-9; 11,23-28). Men det er ikke kun de ydre belastninger, der kan gøre livet svært. Nogle gange bliver kampen indeni så voldsom, at man mister både håbet og lysten til at leve. Det ser vi hos Elias fra Det Gamle Testamente. Han var så psykisk presset og udmattet, at han mistede lysten til at leve og bad Gud om at tage hans liv. Mon ikke vi i dag ville genkende noget af hans tilstand som depressive tanker, håbløshed, social isolation og en virkelighedsopfattelse præget af frygt og ensomhed? (1 Kong 19,1-18).

Men her skal vi passe på. For det er let at tale om, at lidelse kan gøre os stærkere, når man selv står på den anden side af den. For et menneske, der lige nu kæmper med depression, angst eller anden psykisk lidelse, kan det være næsten umuligt at få øje på noget godt. Og det skal vi ikke presse nogen til.

Jeg tror ikke, at alt det, der rammer os, er godt. Men jeg tror, at Gud kan skabe noget godt ud af det, der gør ondt. Det er noget ganske andet end positiv tænkning.

Måske bliver vi mere empatiske, netop fordi vi selv har mærket smerten. Måske lærer vi at tage imod hjælp, fordi vi har erfaret vores egen magtesløshed. Måske bliver vi bedre til at møde andre mennesker i deres mørke, fordi vi selv ved, hvordan det føles at være der.

Mon ikke Josef efter alt det, han havde gennemlevet, havde fået en dybere forståelse for, hvad svigt, ensomhed og magtesløshed kan gøre ved et menneske? Måske var det netop de erfaringer, der hjalp ham til at møde sine brødre med barmhjertighed frem for hævn. Paulus havde selv mærket lidelsen på egen krop og sind. Han fortæller ligefrem, hvordan den trøst, han selv havde modtaget fra Gud, gjorde ham bedre i stand til at trøste andre i deres smerte. Og Elias? Måske lærte han, at selv den stærkeste kan bryde sammen og få brug for hjælp. At man ikke altid skal kæmpe sig ud af mørket ved egen kraft, men nogle gange har brug for hvile og omsorg 

Det er egentlig en tankevækkende pointe. At de erfaringer, som næsten knækker os, også kan være med til at forme os som mennesker. Ikke fordi lidelsen eller det svære i sig selv er godt. Men fordi noget godt kan vokse frem gennem det.

I psykologien taler man om posttraumatisk vækst. Det handler om, at nogle mennesker gennem bearbejdningen af svære livserfaringer udvikler nye styrker, større forståelse for andre, et andet syn på livet eller en dybere oplevelse af, hvad der virkelig betyder noget.

Og det synes jeg faktisk er opmuntrende. At selv de perioder i livet, vi helst ville have været foruden, kan være med til at forme os og udvikle noget værdifuldt i os.

Som kristen giver det mig en særlig trøst at vide, at Gud ikke bare er med os, når livet lykkes. Han er også med os, når det hele gør ondt. Og jeg tror, han kan bruge selv vores sværeste erfaringer til noget godt, både i vores eget liv og i mødet med andre mennesker.

Men står du midt i en svær tid lige nu, skal du ikke føle, at du også skal præstere at blive et stærkere eller bedre menneske. Nogle gange er det mere end rigeligt bare at komme igennem dagen. Og så har vi brug for nogen, der vil gå vejen sammen med os. For mig er det noget af det smukke ved både den kristne tro og relationer: Vi behøver ikke stå alene i det svære. 

Så mit svar på spørgsmålet: Kan der være noget positivt i psykisk lidelse? Så er svaret, ja. Der kan vokse noget godt ud af psykisk lidelse. Ikke fordi lidelsen er god, men fordi Gud kan lade noget godt vokse frem, selv af det, vi aldrig selv ville have valgt.

Kærlig hilsen

Rune von K


Baggrunden for mine tanker: Jonas Sundquists artikel »Psykiske lidelser gjør også folk sterkere«, Psykologisk.no, 27. december 2025.

Artiklen omtaler forskningen af June Gruber m.fl.: Silver Linings in Psychological Disorders: An Agenda for Research and Social Change, Current Directions in Psychological Science, 2026. Læs forskningsartiklen.


Kommentarer

Log ind eller tilmeld dig som bruger for at skrive en kommentar
700x380sortlogo
700x380hvid logo
Sekretariat, Dionevej 29
8960 Randers
Danmark
CVR nr. 40368140 (+45) 21248123
Copyright © 2026 Foreningen Relationerførst
Amex Dankort Diners Electron JCB Maestro Mastercard MobilePay Visa
AmexAmex DankortDankort DinersDiners ElectronElectron JCBJCB MaestroMaestro MastercardMastercard MobilePayMobilePay VisaVisa